U7 på tur: Hygge, pølsehorn, kanelgifler, højt humør og fodboldstævne

SkREVET AF:

admin

I weekenden skulle U7-drengene for første gang i efteråret ud og spille turnering i indendørs fodbold.

Efter koordinering af hjemmebag, indkøb af kanelgifler og juicebrikker, så var forældre og børn klar til afgang ved middagstid fra Rebæk Søpark.

En indskudt bemærkning – og et godt eksempel på drengenes lyst til fodbold – var at Buster, som skulle med til stævne, lige tog en times træning inden indendørsstævnet. Stærkt!

Tilbage til afgangen og turen.

Små 40 minutter senere var holdet med påhæng ankommet til Strøby, hvor vinterens første stævne skulle stå sin prøve.

Med corona-pandemiens rasen, så måtte børn og forældre vente i hallens indgang indtil der var sprittet af i hallen fra forrige pulje. Ventetiden blev brugt på at ondulere de første hjemmebagte pølsehorn, hvilket skete i en hæsblæsende fart. Så var bunden lagt og drengene klar til kamp.

Dagens program var fire kampe á otte minutter. En overkommelig menu for en flok veloplagte og fodboldhungrende U7-drenge!

Status blev tre sejre og ét enkelt nederlag. Højdepunkterne blev et mål scoret af Walter fra eget mål i den første kamp og en forrygende 6-0 sejr i stævnets sidste.

Fra start til slut blev der gået til stålet, kæmpet og jublet. Vigtigst af alt: Alle drenge og forældre havde en hyggelig dag, hvor fodboldglæden og fællesskabet hos børnene overskyggede alt.

Efter stævnets afslutning, så var der pølsehorn til alle, inklusiv forældre, mens kanelgiflerne og juicebrikkerne forblev eksklusive for børnene.

At drengene elsker fodbold og hinandens selskab blev atter slået fast, da de fortsatte fodbolden på en udendørs kunstgræsbane.

Behøver vi at skrive, at de allerede glæder sig til næste stævne? 🙂

SENESTE NYT


HVIDOVRE AVIS KOM FORBI SØHESTENES FØRSTE TRÆNING 

Lokalavisen var forbi da Rebæk IFs yngste hold gik i luften. Her kan du læse hvad avisen skrev om den store succes. https://www.hvidovreavis.dk/artikel/over-60-boern-med-ved-soehestene/1000465925?fbclid=IwAR0tm5VhHdAWkNjqahs16xtaZGTpZ7SzgnKkfTWsS2Nf-FnfHKuLYm8ez3c

Mere end 60 børn til første “Søheste”-træning 

Søndag d. 2. maj slog Rebæk IF dørene op for de alleryngste, da børneafdelingen “Søhestene” blev lanceret. Og lad os slå det fast med det samme – det blev en kæmpe succes. Børn fra hele Hvidovre dukkede op og hyggede, legede og spillede med bolde…

Rebæk IF-tiltag i DGI Fodbold 

DGI Fodbold har skrevet lidt om boldgaverne til alle børnene i ungdomsafdelingen